Det vakte difor ei viss oppsikt då Framstegspartiets Ib Thomsen i fjor haust varsla kutt i pressestøtta, og deretter kom med ei trugsmålsliknande spådom om Dagsavisens dystre framtid: Dei “bør skjelve i buksene”.

Sannsynlegvis ville Thomsens utspel passa betre inn i 1800-talets medieoffentlegheit og i debattane om portomoderasjonen. Pressestøttas tidlegaste forløpar utvikla seg nemleg til å verte eit treffsikkert politisk vapen, og dei norske avismakarane skalv utvilsamt i buksene.

«Uden Portomoderation kan neppe Aviis i Norge bestaae»

Karl Johan som kronprins. Malt i 1811 av Francois Gerard.

Sjølv om 1969 vanlegvis blir rekna som startpunktet for den norske pressestøtta, har norske aviser og tidsskrift i realiteten motteke særeigen og livsviktig statsstøtte heilt sidan den såkalla portomoderasjonen oppsto ved lov i 1796.

Med denne nye ordninga kunne ein sende aviser og tidsskrift med kraftig reduserte eller ingen portokostnadar, framfor å sende dei i posten som brev. Rabattordninga blei utover 1820-åra nytta særleg aktivt av kong Carl Johan, som delte den ut til kvar enkelt redaksjon «inntil vidare». Såleis verka den både som eit førebyggjande og eit sanksjonerande middel: For å oppnå portomoderasjon måtte utgjevarane opparbeide ei viss grad av tillit og velvilje hos kongen, og dersom tilliten forsvann, vart den økonomiske straffa hard å overleve.

Klikk for å lese resten av Vox Publicas analysesak om pressestøttas forhistorie.

Det vakte difor ei viss oppsikt då Framstegspartiets Ib Thomsen i fjor haust varsla kutt i pressestøtta, og deretter kom med ei trugsmålsliknande spådom om Dagsavisens dystre framtid: Dei “bør skjelve i buksene”.

Sannsynlegvis ville Thomsens utspel passa betre inn i 1800-talets medieoffentlegheit og i debattane om portomoderasjonen. Pressestøttas tidlegaste forløpar utvikla seg nemleg til å verte eit treffsikkert politisk vapen, og dei norske avismakarane skalv utvilsamt i buksene.

«Uden Portomoderation kan neppe Aviis i Norge bestaae»

Sjølv om 1969 vanlegvis blir rekna som startpunktet for den norske pressestøtta, har norske aviser og tidsskrift i realiteten motteke særeigen og livsviktig statsstøtte heilt sidan den såkalla portomoderasjonen oppsto ved lov i 1796.

Karl Johan som kronprins. Malt i 1811 av Francois Gerard.

Med denne nye ordninga kunne ein sende aviser og tidsskrift med kraftig reduserte eller ingen portokostnadar, framfor å sende dei i posten som brev. Rabattordninga blei utover 1820-åra nytta særleg aktivt av kong Carl Johan, som delte den ut til kvar enkelt redaksjon «inntil vidare». Såleis verka den både som eit førebyggjande og eit sanksjonerande middel: For å oppnå portomoderasjon måtte utgjevarane opparbeide ei viss grad av tillit og velvilje hos kongen, og dersom tilliten forsvann, vart den økonomiske straffa hard å overleve.

«Thi uden Portomoderation kan neppe Aviis i Norge bestaae.» Det var konklusjonen til redaktør Soelvold i opposisjonsavisa Statsborgeren etter at den blei fråteken sin portomoderasjon i 1834. Årsaka var enkel: Statsborgeren hadde gjort seg skuldig i å prente «løgnaktige» og «fornærmelige» påstandar i to smededikt om finansminister Jonas Collett. Om påstandane ikkje var fornærmelege, var dei utvilsamt konfronterande: Diktets hovudperson blei skulda i å «råde undergang», og demoralisere folket ved «skjendig pral». Før han «skal vor frihet sønderknuge», oppmoda forfattaren til å jage hans slekt ut av landet («Af Landet jage vi hans Æt»). I avslutninga blir det stilt eit høgst retorisk spørsmål: «Hvad Nytte har vel C‑let gjort For Staten i det hele? Mon andet ædelt, Godt og Stort, End egen Kage mælet.»

Avisen Statsborgeren med Collett-diktet på førstesiden. Klikk på bildet for å laste ned hele avisutgaven i pdf.

Statsborgeren, som var blant landets mest opposisjonelle røyster, mista ikkje portomoderasjonen utan kamp. Avisa trykka fleire innsendte brev (som sannsynlegvis var forfatta av redaktør Soelvold sjølv), kor den såkalla despotiske regjeringa vart skulda i å spøke med konstitusjonens hovudprinsipp: «Saavel den norske, som svenske Regjering have i den senere Tid taget saa alvorlige Forholdsregler mod Trykefriheden, at man næsten kunde fristes til at troe, de have svoret den Undergang».

Systemkritikk under press

I det famøse diktet (pdf) blei Jonas Collett rett nok ikkje namngitt, men vart derimot omtala ved den lite kryptiske omskrivinga «C‑let». Slike grep var ikkje uvanlege i dåtidas aviser og nyheitsblad, og skulle nok verke som ei sikring mot kongeleg unåde og rettsleg tiltale. Statsborgeren gjekk langt i å nekte for at denne C‑let var identisk med statsråd Collett. På trykk hevda ein at «Ingen, uden den meest vilkaarlige Fortolkning» kan forklare at finansministeren var diktets hovudperson.

Kongens aksjon mot Statsborgeren viste likevel at satiren og den indirekte systemkritikken var under sterkt press. Når kritikaren ikkje lenger kunne gøyme seg bak omskrivingar, allegoriar og ironi, blei det umogleg å legge sine ord på vektskåla utan at rabulisten ga dei ei ny meining, hevda Soelvold: «…naar det til Exempel skulde falde Nogen ind at tale om Regjeringens dybe Indsigter og mageløse Viisdom, med mere Godt, som en Regjering bør være i Besiddelse af, saa kunde det jo blive udtydet til Spot». Til og med ros og smiger kunne føre til politisk forfølging!

1821: Trykkefridomens «nesten-død»

Fire år etter unionsavtalen med Sverige i 1814, foreslo kong Carl Johan eit tillegg til riksakta som i praksis ville innskrenke trykkefridomen: Alle prenta ytringar som enten direkte eller indirekte fornærma unionen og broderfolket, skulle kunne straffast med fengsel. Dette uavhengig av om fornærminga var «iklædte i Fortællinger, Fabler og overhovedet i Allegorier». Forfattaren eller utgivaren av slike verk skulle også for all tid tape retten til å utgje offentlege publikasjonar.

Først i 1821 blei saka tatt opp i Stortinget, og ein gjekk einstemmig mot proposisjonen. Frå talarstolen blei det hevda at formuleringa «indirekte» ville gi anledning til svært vage og vilkårlige fortolkingar, og at forslaget ville «tilintetgjøre det i Grundlovens §. 100 givne Bud, “at Trykkefrihet bør finde sted”, og saaledes gjøre en Forandring i Grundloven, der stod i Strid med et af dens Principer».

Carl Johan opererte utvilsamt i ei gråsone. Sjølv om Stortinget verna om trykkefridomens opphavlege form, kunne paragrafen juridisk sett ikkje hindre Carl Johans makt over avisenes levevilkår. I prinsippet var moderasjonsordninga ei økonomisk godtgjersle, og utgjorde i seg sjølv ikkje noko eksplisitt forbod av maktkritiske og andre skadelege ytringar.

På veg mot ein stortingsregulert portomoderasjon

At portomoderasjonen likevel utgjorde eit brot på trykkefridomen i praksis, var derimot konsensus i dei opposisjonelle pressekretsane. Redaktør for avisa Patroullen, Ludvig Mariboe, var blant dei mest markante stemmene i saka. Sjølv fekk han avslag på sin søknad om moderasjon i 1824, og karakteriserte ordninga som eit reint sensurmiddel.

Ludvig Mariboe (1781–1841), avisredaktør.

Patroullen har i ettertid blitt omtala som det grundigaste opposisjonsorganet i Noreg før 1830, og det er enkelt å skjøne at avisa kunne vurderast som ei fare for statsapparatet. Bladets tittel spelte nettopp på avisas rolle som eit patruljerande og granskande organ, og gjorde seg anerkjend gjennom sine detaljerte og kritiske referat frå stortingsforhandlingane. Finansdepartementet, som handsama Mariboes søknad om portomoderasjon, grunna avslaget i avisas «upassende Ytringer og Personaliteter».

I 1827 foreslo Mariboe ein lovbestemt og stortingsregulert avisporto som skulle likestille alle aviser og blad, framfor at den utøvande makt delte ut moderasjonen enkeltvis. Først i 1837 blei lova om stortingsregulert porto vedtatt, og kongen mista sitt høve til å indirekte drive sensur av opposisjonelle og kritiske ytringar. Den norske grunnlova av 1814 stadfesta i sin opphavlege hundrede paragraf at «trykkefridom bør finde sted» og at «Frimodige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte». Det tok dermed lang tid før slike ideal blei handsama i praksis.

Opportunisten Niels Wulfsberg

Forholdet mellom kongemakt og presse var ikkje berre prega av opposisjon og fiendskap. Niels Wulfsberg, som i ettertida står fram som vår første store avispioner, bygde langt på veg sin karriere på kongelege alliansar og tenestebyter.

I førsteutgåve av avisa Tiden 28. januar 1808 (pdf) prenta Wulfsberg det første av mange hyllingsvers til danskeprinsen og stattholdaren Christian Frederik. Tiden, som var landets første eigentlege nyheitsavis, lova i si programerklæring «At drage frem for Lyset mangen nyttig Idee, der elles blev skjult i Mørket; at forøge den indenlandske Communication til Landsmænds Nytte». Slik skulle ein også handle overeins med «deres Kongl. Høiheds Ønsker, Deres gode Villie». Den svært så audmjuke og underdanige støtteerklæringa hadde sannsynlegvis samanheng med prinsens økonomiske ytingar, som etter kvart viste seg å bli ein viktig føresetnad for at avisa i det heile kunne overleve.

Førsteutgaven av avisen Tiden fra 28. januar 1808. Klikk på bildet for å laste ned hele utgaven som pdf.

Christian Frederik fekk sjølvsagt valuta for pengane, og Tiden utvikla seg til å bli hans offisielle organ. Den nære koplinga mellom Wulfsberg og det danske kongehuset er kanskje på sitt mest påfallande i det sterkt politisk farga ekstranummeret etter Kiel-traktaten i 1814. Utgåva var tinga av kronprinsen sjølv, og Tiden kunne som første offentlege organ melde om fred i Norden. «Om Fredsvilkaarene kan Udgiveren Intet tilføie, da han ikke kjender dem», skreiv Wulfsberg. Det gjorde derimot Christian Frederik, som bevisst hadde heldt tilbake informasjonen om at Noreg var avstått til Sverige. I tillegg redigerte han bort Wulfsbergs aller mest entusiastiske formuleringar om (den påståtte) freden, truleg i eit forsøk på å dempe folkets forventningar.

1814 blei eit merkeår i Wulfsbergs fleksible karriere som avisentreprenør. Frå først å føre eit hyllande forsvar av norsk sjølvstende og grunnlovskongen Christian Frederik i Tiden, snudde han raskt kappa etter vinden då unionsavtalen med Sverige vart underteikna. Dette kom til syne ved etableringa av Den Norske Rigstidende (namneendringa kom på initiativ frå dåverande kronprins Carl Johan, då namnet visstnok var meir svenskvenleg enn Tiden). Etter kort tid fekk Wulfsberg einerett til å publisere regjeringas kunngjeringar, og bladet blei raskt eit informasjonsorgan med ein endå meir offisiell stil enn forgjengaren. I tida etter unionsavtalen var Rigstidende faktisk landets einaste ikkje-opposisjonelle avis – og Wulfsberg mottok «Naadesbeviisninger og Gratificationer» frå Carl Johan gjennom heile sitt verke i bladet.

Skjebnene

Stortingets vedtak om ein lovbestemt portomoderasjon var ikkje til hjelp for Statsborgeren og avisas aktørar. Utgjevar Peder Soelvold gav seg i avisa året etter prentinga av Collett-dikta, og sat seinare ein kort periode i fengsel. Ti år etter, i 1845, vart han observert i Christianias gater; fattig, huslaus og forkommen. Han vart overlaten til Akershus fattigvesen, og døydde av koldbrann to år seinare.

Stort betre gjekk det ikkje med forfattaren bak smedediktet. Jens Johan Vangensteen, som raskt tok på seg ansvaret, blei stilt for retten og dømt til tukthus for ytringane. I ettertid omgjorde stiftoverretta vedtaket, då det viste seg at forfattaren i realiteten var løytnant Jens Henrik von Hadeln. Då Vangensteen blei frifunnen, var han allereie død.

Trass i ei forhistorie fylt med statleg kontroll og sensur – ofte i sterk kontrast til konstitusjonens ideal om trykkefridom – kan forteljinga om unionstidas pressepolitikk tilby ei viktig påminning: Pressestøtta har eksistert heilt sidan avisenes barndomsår, og vår presse har til alle tider vore avhengig av statlege subsidiar for å overleve.

Kjelder

De Norske Rigstidende, årgang 1814.
Eide, Martin (red) (2010): Norsk presses historie 1660–2010, bind 1
Johannessen, Finn Erhard (1997): Alltid underveis: Postverkets historie gjennom 350 år
Patroullen, årgang 1825.
Statsborgeren, årgang 1834.
Store Norske Leksikon (nettutgåve)
Stortingsforhandlinger, 1818
Stortingsforhandlinger, 1969
Tiden, årgang 1813 og 1814

Europas stormakter – Russland, Preussen, Østerrike og England – var fast bestemt på å tvinge igjennom unionen med Sverige. Deres utsendinger møtte den nye kongen i Christiania i begynnelsen av juli. Christian Frederik strakte seg langt for å komme dem i møte. Han godtok union og avgrenset selvstendighet for Norge, senere gikk han også med på å abdisere. Men han krevde at svenskene skulle godkjenne Grunnloven og Stortinget, og han avviste kravet om at Norge skulle gi fra seg grensefestningene Fredriksten og Fredrikstad. Det ble ikke oppnådd enighet. I slutten av juli gikk svenskene til angrep.

Det ble en kort krig. Svenskene var militært fullstendig overlegne. Etter to uker begynte forhandlingene om våpenhvile. De resulterte i den såkalte Mossekonvensjonen. I denne avtalen lovte svenskene å godta Grunnloven fra Eidsvoll, bare med de endringer som var nødvendige av hensyn til unionen. Christian Frederik lovte å innkalle Stortinget, legge all makt i Stortingets hender, og selv forlate landet. Norges situasjon var etter dette helt annerledes enn etter stormaktenes diktat i januar. Svenskene godtok Stortinget som motpart i forhandlingene. De godtok at Stortinget skulle få vedta en ny grunnlov og foreta et nytt kongevalg. Ut gjennom hele 1800-tallet kunne forsøk på norsk selvhevding i unionen vise til denne avtalen som sitt juridiske fundament. Norge var ikke et lydrike, men en likeverdig part, med egen grunnlov og indre selvstyre, i en ordning med felles konge som det var oppnådd enighet om gjennom forhandlinger.

Etter nederlaget i krigen sommeren 1814 var det klart at det gikk mot union. Realistisk sett var det ingen vei utenom. Men det var ikke alle som ville bøye seg – særlig ikke i Bergen. Folket hadde avlagt ed på et løfte om å ofre livet for selvstendighetens sak, og kunne ikke nå løpe fra denne eden. Da representantene fra Bergen stilte på Stortinget høsten 1814, var det med bundet mandat. Et velgermøte hadde vedtatt at det ikke under noe vilkår kunne komme på tale å bryte sin ed, og dette vedtaket ble bekreftet og innskjerpet på nye møter utover høsten. Vi vil ikke bli «til Spot for Verden og til Meenedere for Gud», vedtok bergenserne. Den viktigste talsmann for denne politikken var biskopen, Johan Nordahl Brun. Slik talte han fra prekestolen i Domkirken på Christian Frederiks fødselsdag, 18. september:

Johan Nordahl Brun: Kaster ikke eders Frimodighed bort!

Preken på Christian Frederiks fødselsdag
Bergen, 18. september

“Dagens Anliggende er en Vaabenstilstand, som alvorligen indbyder til fornyet Krig. For at beholde i den vor Frimodighed, maatte vi ikke opskrue Beregningen over det ubetydelige hist og her tabte, men summarisk tælle, hvad vi endnu har.

Vi har, først av alt, en god og retfærdig Sag. Med Beviser for denne Sætning skal jeg ikke kjede. Men at retfærdig Sag staalsætter Frimodighed føler vel enhver, som ved vist, at han har Ret. Retferdig Sag er en vigtig Frimodighedsgrund, ikke for Krigeren alene, men ogsaa for os, der sidder hjemme, medens han slaar for os. Vel har Soldaten, endog i uretfærdigste Krig, allermindst, ja slet ikke Uret, han opfylder sin Pligt paa den blinde Lydigheds, den tunge Vei, og han udgyder uskyldigt Blod, og Blodskyld hviler ikke paa ham, kun paa Tyrannens Hoved, i hvis Ærende han gaar. Men i en Krig, som vor, kvæger det Frimodighed, at den ringeste Soldat, som skal gaa mod vor fælleds Fiende, ogsaa gaar mod sin egen Fiende; han gaar og tror, at han gaar i sit eget Ærende, naar han gaar forat beskjerme os; at naar der kun rykkes mod Svensken, gaar han, fordi han vil, og glemmer, at han befaltes at gaa, og alt da forresten lige, saa gaar den djærvere frem som gaar, fordi han vil, end den, som gaar, fordi han maa.

Men nu staar og falder vor Frimodighed med Svaret paa dette Spørgsmaal: Er endnu dette Folkemening i Norge? Hvem skulde vi da spørge? Spørg Folket i Norge, det er Bonden og hans vaabenføre Søn. Siger Mængden af denne Folkeklasse: «Vi er slagne, drevne paa Flugt, undertrykte, forskrekkede, vi tør ikke atter vove en Dyst», – nu ja, saa er det forbi, saa er det Daarskab, om vi Byfolk endnu vil være frimodige. Men nu svarer disse med én Mund: «Vi veg ikke et Haarsbred, hvor man bød os at staa. Hvor man bød: «Fremad!» der ginge vi Berserkergang. Vi higede efter Angrebs-Signal, som Vægteren efter Gry af Dag. Man skaffe os kun Brød, saa styrter vi frem til at opfylde vor Ed, hvortil man endnu ingen Anledning gav os: Vi er ikke slagne, ikke bange, og end raader Nordmand i Norge.»

Vor Regjeringsform – er den værd at stride for? Vi har jo dog nu den, vi alle helst ønskede; den af vore egne bedste Mænd forfattede; den, hvortil vi med hellig Ed har forpligtet os; den som værner om Frihed, om Eiendom, om Menneskeværd; som lover ikke alene os, men vore Børn og Børnebørn muligste Borgerheld. Den er vel, mener jeg, værd at stride for.

Hvad har vi da, hvad kan vi faa? Vi har endnu, hvad vi valgte: Kristian Fredrik. Vi havde valgt ham, om alle Europas større eller mindre Fyrster havde staaet for vore Øine. Han forstod, endnu indtil hans Sygdom, at herske over Hjerter; at erobre alt det, som omringede ham, med Vaaben, som ikke findes i noget Arsenal; Vaaben, som ikke dræber, ikke bortskrækker, ikke støder fra sig, men trækker, drager, fængsler, sammentvinger; han er – kort sagt – et af disse sjeldne Kongsemner, om hvilke man sige med større Ret end om store Digtere: de bliver ikke, men de fødes. Og denne har vi. – Men hvad kan vi faa? Hvilken Fremtid kan Norge haabe paa under en Kristian Fredrik? Hvad skulde da ikke vor spæde Stat voxe og herdes til? Just i en Alder, som kunde kaldes Rigets Opdragelsesaar? Fik Norge derimod en Knæk i disse første Aaringer under stedfaderlig Haand, under en Dannelse, hvorfra Kjærligheden var aldeles udelukket, – o, det naaede sig aldrig mere, blev aldrig hvad det havde Natur til at blive: bredskuldret og knoglesterkt – men en Skifting, gul og gusten, vantreven og visnende. En Mandsalder forbi, skulde ingen blandt Skandinaver gjenkjende den djærve Nordmand uden derpaa, at han syntes mere medtagen end nogen anden. Skulde da ikke disse rimelige Udsigter til en forskjellig Fremtid, atter bestemme vort Valg, styrke vor Frimodighed til at holde frem, som vi stevner?

Dog end engang: hvad har vi? Det i sidste Maaned passerede var ret en haard Prøvelse, selv for de frimodigste Nordmænd. Det var en Kolonne af stinkende Mørkskodde, som sank tung og tyk ned paa vore himmelhøie Fjeldtindinger. Det mørkeste af alt var, at den Mand syntes at have kastet sin Frimodighed bort, med hvis Frimodighed ingen Mand kunde maale sin, da han stod som en Kjæmpe i Aands-Kraft paa norsk Grund og svarede de mest oplyste Ministre fra Europas mægtigste Potentater og svarede saa, at de i deres Hjerter, idetmindste, maatte erkjende, at Norge havde Konge, og han var stor og vis og kjek. Og nu i August Maaned, hvad var skjedd ham? Hvad er skjedd med Norge under hans Regjering? O, det var bittert, det var krænkende, det var mørkt. Men, Gud ske Lov! det klarner op, Sygdom var det, det var alt; Lægerne vidner, at han helbredes daglig og styrkes og snart – det haaber vi, derom beder vi – snart staar han frem i al sin Glorie. Gud, helbred ham ganske og indset ham atter i fuldt Brug af det Klenodie, du gav ham, nemlig Frimodighed. Bedæk hans skjønne Hjerte med dette Vaaben! Gjør Vaabnet Uadskilleligt fra hans virkelig fyrstelige Aand, ligesom han selv har lovet at blive uadskillelig fra Norge. Gud! giv vor Konge og os alle ægte Norske Frimodighed til at blive vor hellige Ed og vort kjære Norge tro, om det og skulde koste Liv og Blod, Frimodighed til hellere at dø med Ære end leve med Skjendsel, end rave paa Jordkloden som Menedere, som banlyste af Gud i Himmelen og foragtede af hver Ærens Mand paa Jorden.”

Om Johan Nordahl Brun

Foto:Nina Aldin Thunecba

Johan Nordahl Brun, maleri i Domkirken i Bergen.

Johan Nordahl Brun (1745–1816) var sogneprest i Korskirken i Bergen fra 1774, og fra 1804 biskop i Bergens stift. I sin tid var han kjent både som salmedikter og dramatiker, og som en av de store talere og forkynnere; i dag huskes han trolig best for en patriotisk drikkevise («For Norge, Kjæmpers Fødeland») og en bysang («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»). Brun var en viktig skikkelse i utviklingen av norsk selvbevissthet, men han var ingen demokrat, og ingen tilhenger av nasjonal selvstendighet. I hans verden var det ingen motsetning mellom norsk patriotisme og troskap mot det danske kongehus. I Bergen gjorde han i 1814 en energisk innsats for å forhindre at byens representanter gikk inn på kompromisser med svenskene, og sørget for at de stilte med bundet mandat, stadig forpliktet av det høytidelige løfte om «at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland».

På temmelig usikkert grunnlag gikk komiteen likevel inn for å garantere for gammel statsgjeld, og dessuten garantere for en fast kurs på nye sedler til dekning av statens utgifter. Dette var Eidsvollsgarantien – som Stortinget to år seinere så seg nødt til å gå tilbake på. Den ble vedtatt med stort flertall, men først etter hard debatt.

Kritikerne påpekte at planen var urealistisk og risikabel; den kunne føre til kaos i pengestellet, og dermed til nød og elendighet for store deler av folket.

Men tilhengerne lot seg ikke skremme. De oppfattet alle slike innvendinger som skjulte angrep på Christian Frederiks selvstendighetspolitikk. Når man først har satt seg et mål, sa de, så må man også være villig til skaffe de nødvendige midlene, og betale prisen.

Hva de uttalte seg om, var egentlig ikke økonomi i det hele tatt, men moral. Spørsmålet var ikke om vi hadde råd, men om vi hadde offervilje og fedrelandskjærlighet. Jonas Rein var den mest veltalende av dem. Med sin berømmelige «finanstale» feide han all tvil til side.

Jonas Rein: Jeg opofrer indtil den sidste Rest

Debatt om finanskomiteens innstilling
Eidsvoll, 13. mai

“Det er beklageligt, at nu Tidspunkten nærmer sig, da Norge kan udgjøre en egen uafhængig Stat, at nu Hindringer, som man kalder uoverstigelige, lægges os ivejen; at vore egne Landsmænd, raabe til os: «Det er umueligt, vi kunde ikke bestaae som en selvstændig Stat, vi maae give os i fremmed Vold. Vort forvirrede Pengevæsen, den uhyre Masse af Papiirpenge, som ingensteds neppe i Landet selv har Credit, deri ligger Grunden til vor Afmagt og Fordærvelse».

Det er grov Fornærmelse, forsætligen at ville blænde et heelt Folk eller dets Representantere; jeg maae heller ikke formode at det er disse Mænds Hensigt — ogsaa vilde det være baade fornærmeligt og latterligt, om jeg gav mig af med at fortælle denne hæderlige Forsamling, at vort Pengevæsen var i den ønskeligste Tilstand, og at der ingen Betænkelighed var i Henseende til vore Finantzer. Jeg spørger kun hvad Raad er herimod, Hvad Lægemiddel kan anvendes uden det, som maae søges hos os selv, hentes fra vor egen Villie, egen Kraft, fra vort Patriotiske Sind, det falder dog vel ingen ind, for fuldt Alvor, at troe at en fremmed Magt og allermindst den, til hvilken vi ere solgte, er beredvillig til at paatage sig vore Byrder og befrie os fra vore Sorger.

Jeg kan ikke tale som en Mand der har at yde af sin Overflod; det er Enhver bekjendt at Embedsmændene og især Kjøbstedernes Embedsmænd og iblandt disse fornemlig de Gjeistlige have lidt saare meget i disse Krigens Aar. Blandt de sidste er jeg. Men den usle Rest jeg har tilbage, offrer jeg med Glæde for Norges Friehed og Selvstændighed. Jeg har ikke arvelige Privilegier; jeg har ikke meget at efterlade mine Børn; men dette ønsker jeg, dette haaber jeg at kunne sige dem engang: Norge er frit og uafhængigt: I ere dets frie Borgere; ogsaa jeg har, efter ringe Evne, bidraget dertil. Ikke ville I forbande mit Støv, fordi jeg ingen anden Arv formaaede at efterlade Eder.

Oscar Wergeland: Riksforsamlingen på Eidsvoll 1814.

Og Du Norges Odelsmand! som dog har noget Meere der binder dig til Fødelandet, skulde du intet ville opofre, nu vel da, vælg det Eeneste som staaer tilbage, vælg Svensk Herredømme! og naar da engang i Tiden dine Efterkommere, medens de arbeide som Trældyr under det uværdige Adelsaag, medens de udsues og sukkende læse i Krønnikken hvad Norge, hvad Nordmænd engang har været – naar de da paa det sidste Blad i Norges Krønnikke læse: da man skrev Aar efter Christi Byrd 1814, da solgte Norges Mænd Deres Nations gamle Hæder, Deres Frihed og Uafhængighed, Deres Børns Odel for en Sum hvor med hver Mand kunde kjøbe en Tønde Korn. Da ville De forbande vort Minde og bittert spotte med vor Usselhed.

Vor Stilling er ikke glimrende, og dog spørger jeg, hvilket Folk kjøbte nogensinde sin Frihed og Uafhængighed for saa ringe en Priis? Spanien har ikke vunden saa megen Agtelse og Beundring som i disse 7 Aar da det kjæmpede med utrætteligt Mod for Frihed og Uafhængighed; At tilintetgjøre Deres Ejendomme, jage Hustru og Børn ud for at vanke om i ubekjendte Egne, uden at vide hvor de skulde finde Brød, dette toge de ikke i Betænkning for at vinde hiin Skat, Frihed for fremmed Undertrykkelse? Og Eder, Nordmænd, Eder tør man opfordre til en saa skammelig Feighed, til saa skjendigen at forraade det gjengivne Fædreneland, at bortgive det til Fremmede, til en Arvefiende, for at spare en Haand fuld forslidte Bankosedler.

Europas Øine ere Hæftede paa os, de offentlige Tidende der tale med høi Beundring om den ædle Beslutning, vi have fattet. O lader os dog ikke bedække vort Navn med Skjendsel! lader os ikke blive til Spot og Latter for de mange Folkeslag, der have lidt saa Meget og saa Skrækkeligt for at naae det Klenodie vi have i Hænde. Her gives Mænd iblandt os, der true med at forlade Fædrenelandet saa fremt det bliver frit. Bort med Dem! lad Dem længe nok flye det Land hvis uægte Sønner de ere!

Jeg for min Deel antager altsaa Finantz Committeens Forslag. Om jeg ejer, eller kan tilvejebringe den Sum Rigsbanksedler som af mig maatte fordres, det veed jeg ikke; men at jeg opoffrer indtil den sidste Rest, det veed jeg.”

Bakgrunnen var denne: I januar hadde de europeiske stormaktene bestemt at Kongen av Danmark skulle avstå Norge til Kongen av Sverige. Napoleonskrigene var over; danskekongen befant seg på tapernes side, nå fikk han betale. Det var i denne situasjonen Christian Frederik tok et dristig initiativ. I et desperat forsøk på å beholde Norge, satset han på å la seg utrope til konge for en selvstendig norsk stat. Som arving til den danske tronen ville han så en gang i fremtiden kunne gjenskape den gamle helstat.

Først viste han til sin arverett. Men flere omkring ham insisterte på at denne retten var gått tapt; kongen var blitt tvunget til å gi den fra seg. Prinsen ble etter hvert overbevist om at hans eneste utvei nå var å appellere til det norske folket. Han innså at han måtte gå god for det moderne, liberale prinsipp om folkesuvereniteten. Dét går ut på at kongens makt har sitt grunnlag i at folket en gang har betrodd ham makten. Når han nå hadde gitt den fra seg, var den ifølge dette prinsippet gått tilbake til folket, som nå igjen sto fritt til å overdra makten til hvem det ville. Hvis Christian Frederik skulle ha håp om å sikre seg Norge, måtte han altså la seg velge. Derfor aksepterte han også å kalle sammen en riksforsamling, der nordmennene selv kunne utarbeide en grunnlov og bestemme hvordan landet skulle styres. Konstitusjonelle begrensninger på makten fikk han tåle, om denne makten bare ble hans.

Christian Frederik instruerte embetsverket om hvordan det hele skulle ordnes. I kirkene rundt om i landet skulle det avholdes valg på representanter til en riksforsamling, samtidig som det ble avlagt en troskapsed til fedrelandet. Dette var et taktisk grep som overrumplet alle motstandere. Med eden i kirkene fikk Christian Frederik tilslutning til sin politikk, direkte fra folket som helhet. Dette løftet som alle var nødt til å avlegge, i form av en høytidelig ed i Guds navn, var et middel til å binde riksforsamlingen. Da prinsen senere ønsket delegatene velkommen til Eidsvoll, minnet han dem om dette. «Det hele Folk har i Herrens Tempel aflagt den høitidelige Eed, at hævde Norges Selvstændighed», sa han da: «den Eed skal I besegle, trofaste Nordmænd.» Slik gjorde han det klart for dem hva de hadde forpliktet seg til og hva de var avskåret fra. De hadde allerede sluttet seg til prinsens motstandspolitikk. Å argumentere for en minnelig ordning med Sverige, var etter dette både å bryte med folkesuvereniteten og å bryte sitt løfte til Gud.

Jonas Rein: Norges Selvstændighed

Tale og bønn ved avleggelsen av eden til Norges selvstendighet
Bergen, 11. mars 1814

“Det er i dag bekjendt, at Danmarks Konge, Frederik den Sjette, som ogsaa var vor Konge, nød af Vold og Overmagt, har løst alle sine norske Undersaatter fra sin Troskabs-Eed til sig, ja, end mere, nød af samme Vold, at afstaae Norges Rige til Sverrig. Han kunde ikke andet den gode Konge, Voldsmænds blodige Sværd svævede ham over Hovedet. Men vi friebaarne Nordmænd lade os ikke mageskifte som man bytter Fæ.

Ak! der hviler Blodskyld over Sverrig! De have valgt til Kronprinds en oplært Menneskeslagter, som nu lader sig bruge som Hærfører mod sit eget Fædreland, med ham har Sverrigs Regjering nu udkommanderet over 25000 svenske Mand, fra Gaard, fra Hustru, fra Børn, at stride i fremmed Land for Frihed – maaske. Nei, for Penge.

O! I, mine Brødre! blive udcommanderede langt borte fra elsket Fædreland, henud i Tydskland, hvor nu mangen faver svensk Kriger falder for franske Kugler. Du skal bytte med ham, og der, der skal dit ærlige norske Blod flyde; der skal du bløde dig i hjel for dit Fædreland – maaske! O, nei! for fremmed Herskab, for fremmede Penge; du skal sælges som Fæ, sælges af en Slagterdrift.

Ja, Nordmand! du ærlige Nordmand! Da du nu visselig maa bære Krigens Byrder, hvad enten du godvillig, som ræd Slave, gaaer over til Svensken eller ei — bør du da ikke langt heller kjæmpe for Frihed, for Ære, for Hustru, for Børn, for Eiendom — Du, Nordmand! som skal bløde, vil du da ikke heller bløde dig i hjel for dit Fædreland, end for Voldsmand? Og vil du da ikke heller døe med Ære end leve med Skam?

Ja! jeg læser i enhver ærlig Nordmands gnistrende Øine hva der staaer i hans Hjerte: Jeg vil kjæmpe for Fædreland, min Fædrejord skal før drikke mit varme Blod før jeg sviger — saa raaber du, Landsmand!

Men hvo fører os an? Hvor er Bannern? siger du. — Du har Anfører, Broder! Lovet være Gud! du har ham. Han kom til os som hin Engel, fra Himmelen høit, han Norges Odelsmand, Prinds Christian Frederik. Han vil føre dig an, han vil dele Liv og Død med dig.

Udi 434 Ar var Norges Klipper foreenede med Danmarks Sletter — Klipperne gave Staal mod Voldsmand — Sletterne gave Armene Kraft at føre Staalet. Udi 365 Aar regjerede den oldenborgske Stamme Norge og Danmark faderligen. Nordmand, Nordmand! for 365 Aar siden, var din Farfaders Farfaders Oldefaders Oldefars Fader med at vælge og hylde, og sværge første Troskabs-Eed til første Konge af denne Stamme: Chr.1ste. De svore ærligen de Mænd, de holdt hvad de svoere, thi de frygtede Gud, derfor ærede og lydde de Kongerne.

Ja! jeg synes at høre i Dag vore Oldefædres salige Aander raabe ned af Himmelen til os: Vi her oppe i vor Faders Huus, vi synge nu Saligheds Sange, som alle Himle give Gjenlyd af, denne Sang: Strider, Børn! Som vi strede, og da skulle I engang siunge med os: Amen, Velsignelse, og Ære, og Visdom, og Taksigelse, og Pris, og Magt, og Styrke være vor Gud i al Evighed.

Men her taler til os en vigtigere, høiere Stemme: Pligtens, Ærens og Frihedens hellige Stemme, og dette er Guds Røst; thi hvem bød Pligt og Ære og Frihed uden Gud. Som vor Tro er vor helligste Eiendom til Himlen, saa er vor borgerlige Frihed og Ære paa Jorden. Forsvar dit Liv, din Eiendom! overgiv ikke dine umyndige Børn til Slavelænker! Det er Guds Røst i vort Hjerte. Derfor opfordrer jeg eder i Dag at aflægge denne Eed: At forsvare med Liv og Blod Norges Selvstændighed.

Jeg aflægger først denne Eed.

Maatte Nogen tænke: du er Guds Ords Lærer, det er ikke dit Kald at gaae i Krig, du vover ikke saa meget som jeg, der kan komme at staae for Kugler og Sverd.

Ja, Broder! jeg torde vove ligesaa meget som du. Jeg vover Embede, ja Liv. Man døer ogsaa for Sandhed. Thi dersom det skeer, det Gud forbyde! at vort Norge erobres med Magt, da vil Voldsmand sige til mig: Du stemplede din Menighed at forsvare Norge — Du ugjød Blod — Du skal døe — Ja jeg døer gladelig.

Min velsignede Menighed! eet beder jeg dig, for den Kjærlighed, der er mellem os, – skeer det, det Gud afværge! forbarm dig over min Enke og mine faderløse Børn! drag Omsorg for dem! O! saa døer jeg gladelig, thi jeg døer for Pligt, for Ære, for Frihed.
Jeg oprækker nu min Haand til Himlen, Gud række nu sin Haand til mig!

Jeg sværger at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!”

Om Jonas Rein

Foto: Nasjonalbiblioteketcb

Jonas Rein.

Jonas Rein (1760–1821) var sogneprest i Nykirken i Bergen. Han utga flere diktsamlinger, helst i den melankolske gate; ifølge Zetlitz var han «den sande Sorgs ulignelige Sanger». I Riksforsamlingen på Eidsvoll møtte han som Bergens fjerde representant. Her opptrådte han som markant tilhenger av selvstendighetspartiet og som en effektiv taler. Ifølge Henrik Wergeland praktiserte han en «energisk flammende Veltalenhed», full av «heftige Udgydelser». Hans ofte aggressive utfall mot «svenskepartiet» skaffet ham mektige fiender. Som taler i riksforsamlingen fikk han i flere tilfeller avgjørende innflytelse – men det kostet ham antakelig bispestolen i Bergen da den ble ledig etter Johan Nordal Brun i 1816.